Så er Blå Sommer lukket og slukket - de sidste hjælpere skulle gerne
blive færdige med oprydningen på Stevninghus i dag. Vi andre har fået
grejet pakket ud og på plads, og I er forhåbentlig alle sammen nået
igennem bunken af vasketøj. Det har været en super oplevelse at være på
Blå Sommer med Dannerhøj Gruppe igen, og alle har bidraget til at det
blev en god lejr: spejderne (selvfølgelig), lederne og ikke mindst
"tanterne".
Tak for breve, pakker og besøg fra forældrene. En særlig tak til Ulla
og Jørn, som kom og hjalp til med at etablere lejren; til Pernille og
Ole, som sendte skumfiduser og kiks lige da vi havde brug for det, og
til Helle og John for en kæmpe-is til alle.
Tilbage er der nu kun at glæde sig over mærket på uniformen, minderne, billederne og nogle nye venskaber.
Udover billederne på vores egen hjemmeside
http://klokkerholm-spejderne.dk, så er der er masser af billeder,
videoklip m.m. fra Blå Sommer på http://dds.dk/blaasommer, hvor man
også kan høre indslagene fra Radio Blå og læse alle numre af lejravisen.
I 2010 går sommerlejrturen til Thurøbund Spejdercenter på Thurø syd for
fyn, hvor vi har booket os ind i uge 27, dvs. 3.-11. juli - skriv det
allerede nu i kalenderen, så I kan planlægge sommerferien næste år
efter det.
Spejderhilsen
Jørgen
Dagene flyver afsted, og om et par dage skal vi hjem igen, men med en hel masse sjove, vilde og skægge oplevelser i bagagen. En af de oplevelser der helt bestemt vil blive husket var den aktivitet hvor man kunne gå rundt i/vade rundt i/bade i vådt kartoffelmel - det kan ikke beskrives - det skal opleves. Det sjove er, at man ikke bliver klistret, og er nødt til at gå i bad, som man skulle tro - kartoffelmelen render bare af igen, og så er man klar til at gå videre til næste aktivitet.
Når man er til spejd er det sjældent, at tingene forløber helt som man har planlagt, og sådan er det også her - juniorspejderne skulle prøve svævebanen, men den var lukket - hvad gør man så, jo, vi prøver, om vi kan komme ud at sejle på Hostrup sø i stedet, så de fik en skæg formiddag i kano og kajak, og er nu helt tændte på at komme med til Thurøbund og søspejde i sommeren 2010.
I går formiddags var der masser af regn og torden, og de fleste af os nåede at få mere end et sæt vådt tøj. Så vendte vejret, og det blev sol og masser af blæst - så meget, at vi måtte i gang med at sikre teltene og at tage oversejlet af vores spiseplads for at det hele ikke skulle blæse væk.
Ellers har mange af spejderne haft travlt med at få tage mærker til at sy på uniformen, så mange af dem kommer hjem med mærker for "Klima", "Friendship Award" og "Spejderhjælpen". For at få mærkerne, skal man deltage i et bestemt antal af nogle bestemte aktiviter f.eks. et løb, hvor posterene drejer sig om klimaspørgsmål, eller man skal lave en aktivitet sammen med en udenlandsk spejder.
Vi skal bryde lejren ned torsdag (vi starter i det små i morgen), og de spejdere der skal med toget, forlader lejren allerede kl. 9, så vi håber, at de forældre der selv kommer for at hente deres spejdere, vil give os en hånd med det sidste.
Spejderhilsen
Jørgen
Læs mere på http://dds.dk/blaasommer
Så er vi i fuld aktivitet på Blå Sommer! Vi har haft dejligt varmt vejr - næsten for varmt. I går kom der en byge, og det har regnet lidt i formiddags, men ikke noget der gav problemer, og nu er der igen superfint spejdervejr!
Efter at have brugt den første dag på at bygge lejren op (vi har en rigtig god plads med masser af - nå ja, plads), skulle vi igang med den første aktivitet, som vi havde meldt os til: "Leg med en kok"! Vi skulle lege med to kokke - Evance og Howard - fra Malawi i det sydlige Afrika, og vi lærte en masse nye spejderlege, og så hjalp de os med at lave mad fra deres hjemland: "zimma", som er slags grød af majsmel, som blev serveret med tilbehør af oksekød, svampe, tomater, løg m.m.
De fleste af os syntes det smagte rigtig lækkert, det mættede enormt, og så prøvede nogen af os at spise det med fingrene på afrikansk maner.
Det var en meget spændende dag, og vi lærte allesammen noget om Malawi.
Torsdag var der stor åbningsceremoni med deltagelse af alle spejderne (omkring 19.000 - det præcise antal er svært at få rede på). Åbningen var formet som et eventyr med alt hvad der hører til: konge og prinsesse, en helt og en skurk der vil have både prinssen og kongeriget. Helten får selvfølgelig prinsessen til sidst, med hjælp fra en god ven, en mariehøne og en pølse!
Ugen fortsætter med masser af aktiviteter som spejderne kan deltage i enten indivudelt, eller sammen med kammerater fra vores egen gruppe eller med nye venner de har mødt på lejren.
Spejderhilsen
Jørgen
Se flere billeder her og læs/se mere på: http://blaasommer.dk/
Så har Den Gamle Gruppeleder endelig fundet et par ledige timer til at
sidde ved computeren.
Først vil jeg gerne ønske jer alle sammen en GOD SOMMER, og sige tak,
for den indsats og det engagement alle spejdere, forældre, ledere,
bestyrelse og hjælpere har ydet i det sidste halve år, og for de
oplevelser I har givet mig, og som I helt sikkert har givet hinanden.
Der er gjort en stor indsats for at afhjælpe vores haltende økonomi ( der er f.eks. solgt et rekordstort antal lodsedler), nye lederkræfter har meldt sig, hvor der var behov og tilgangen af nye spejdere er tilfredsstillende - alt i alt ser jeg Dannerhøj Gruppe som en spejdergruppe i trivsel. Jeg glæder mig også over, at vi - efter et år hvor vores økonomi har været på nulpunktet - igen har fået mulighed for at sikre gruppens fremtidige drift ved indtægten fra omdeling af telefonbøger i Frederikshavn, og jeg håber at engagementet også er til stede den 4.-5. september når det går løs med at uddele de ca. 16.000 telefonbøger - her bliver der brug for alle gode kræfter.
I efteråret håber jeg, at vi kan få gjort noget ved Spejdergården - at vi kan finde midlerne til i første omgang at udskifte taget, så Spejdergårdens kurs mod at blive en RUIN kan rettes op. Brønderslev Kommune er ikke meget værd for os i den henseende, men heldigvis er der private fonde, som er mere velvillige, og så har vi jo "Uglebo" i Dronninglund, som en joker i spillet, der i sidste ende kan vise sig værdifuld, så der er bestemt grund til optimisme!